Lakrids får sin smag fra udtræk af lakridsroden, der stammer fra planten Glycyrrhiza glabra som findes naturligt i det sydlige Europa og i Asien. Lakridsplanten er i samme familie med bønner og ærter, men er ikke beslægtet med anis, stjerneanis og fennikel som indeholder lignede smagsstoffer. Det primære smagsstof i lakridsrodsekstraktet er anethol, mens sødmen stammer fra stoffet glycyrrhizin; et stof der er 30-50 gange sødere end sukker.

Lakridsroden har været kendt og brugt langt tilbage i menneskets historie, mens lakrids, som det slik vi kender, er en “nyere” opfindelse. Opfindelsen daterer tilbage til England i middelalderen, hvor gode folk i byen Pontefract (Yorkshire) fandt på at blande lakridsrodsekstrakt med sukker og bindemiddel (nu til dags typisk stivelse, mel eller gelatine). Det er ikke tilfældigt at opfindelsen blev gjort i Pontefract, da det er et af de eneste steder i England, hvor lakridsplanten kan dyrkes.

Lakrids har både positive og negative fysiologiske effekter. I Japan bruges stoffet glycyrrhizinsyre for eksempel til at behandle kronisk viralt hepatitis. Lakrids er også kendt for at virke lindrende på dårlig mave. I store mængder kan glycyrrhizinsyre dog føre til forhøjet blodtryk og i værste fald hyperkaliæmi (en tilstand hvor blodets indhold af kalium overskriver normalområdet). Lakrids bør også undgås af gravide, da det kan påvirke både intelligens of adfærd af barnet. Det er faktisk blevet vist at 50g lakrids per dag i 2 uger kan forhøje blodtrykket. Derfor skal lakrids nydes med måde. Gøres dette, er der dog intet i vejen for at nyde lakrids….det smager jo fantastisk!!