Jeg hader dressing lavet på mayo….og smøreost. Det er faktisk en af grundene til, at jeg er stor fan af bagels fra franchisekæden The Bagel Co. Her kan man nemlig selv vælge, hvilket fyld man vil have i sin bagel – jeg kan derfor slå en stor bue udenom mayo dressing og i stedet vælge velsmagende smørelse som hummus og pesto. En anden grund til, at jeg ofte spiser bagels, er at bagelen i sig selv er et godt stykke brød. Det er sejt og mættende, hvilket til dels stammer fra den lidt specielle fremstillingsmetode – en bagel dyppes nemlig i kogende vand inden den bages.
The Bagel Co blev stiftet i 1994 af Birthe og Barak efter inspiration fra sandwichkæderne i New York. Nu findes der et væld af The Bagel Co butikker rundt omkring i landet. Min favoritbutik, hvor Københavns bedste sandwich fås, ligger på hjørnet mellem H.C. Ørstedsvej og Rosenørnsalle downtown Frederiksberg. Råvarerne her er altid friske, hvilket desværre ikke kan siges om alle The Bagel Co butikker – den på hovedbanegården i Århus er ikke just imponerende.
Københavns bedste sandwich består af følgende komponenter:
- Chilli-cheddar bagel
- Hummus på den ene halvdel
- Pesto på den anden halvdel
- Kylling (almindelig)
- Cheddarost
- Alt det grønne bortset fra chilli og pickels
Hvad er din ynglingsbagel fra The Bagel Co?