Vejret er godt, du har købt et eller andet lækkert at spise og nu vil du gerne nyde det i fred og ro i den bedste park i København. Men hvor går du hen?
Kongens have er pæn, men fyldt med højlydte (og til tider fulde) teenagere. Fælledparken er stor, men lidt upersonlig (det er i bund og grund en stor græsplæne). Frederiksberg have er hyggelig, men også lidt uoverskuelig, hvis man som jeg har en dårlig stedsans. Mit valg falder næsten altid på Landbohøjskolens have – også kaldet Universitetshaverne – beliggende på Frederiksberg i forlængelse af Det Biovidenskabelige Fakultet. Der er masser af træer at ligge under, ofte en ledig bænk at sidde på og de studerende på Det Biovidenskabelige Fakultet sørger for at der altid er pænt og nydeligt med blomster osv.
På minussiden er der ikke så helt meget at kigge på rent menneskemæssigt i Landbohøjskolens have – de unge og smukke holder sig nok væk pga. ordensreglerne – men hey nu var mit bedømmelseskriterium også, at man skulle kunne nyde maden i fred og ro 🙂