På det seneste har jeg været i et lommefilosofisk humør, hvilket forleden førte til indre monolog omkring det at opleve ting:

Alle oplevelser finder sted i nuet og slutter – i realiteten – umiddelbart efter de finder sted. Derfor, ryd tankerne for alt andet og nyd oplevelsen i fulde drag mens den finder sted. Ved at være til stedet i nuet får man så mange indtryk med som muligt af oplevelsen, hvilket fremmer gennemlevelsen på et senere tidspunkt. Sidst, men ikke mindst, kan det tidsmæssige rum omkring en oplevelse udvides ved også at inkludere forventningens glæde.

Giver det overhovedet mening??